hæl¬
indrede aldrig af hvem hun havde været seet i hendes 6
skab, uden med yderste Græmmelse og Frygt.
Hun besluttede nu at søge mindre Sælskab, og at væ¬
re meere forsigtig. Jmidlertiid voxte hendes lille Søn,
som hun selv opammede, meget stærkt; og det kunde ikke
længere sees paa ham, at han havde været født for tiligen.
Hans Moder stirrede ofte paa ham indtil hendes Øyne lø¬
be over af Taare; og omendskiønt hendes Fornøyelser va¬
re nu blevne huuslige, saa frygtede hun dog at det som hav¬
de tilveyebragt skulde og giøre Ende paa dem. Efter me¬
gen Overleggelse, besluttede hun, at hun vilde dølge Bar¬
nets Alder for dets Fader; thi hun troede at det var fornuf¬
tigt at forekomme en Mistanke, hvilken, hvor ilde grundet
den og var, det maatte være vanskeligt at betage, saasom
hendes Retfærdiggiørelse vilde aldeles beroe paa hendes Un¬
derhavendes Vidnesbyrd; og hendes Moders saavelsom
hendes eget vilde ufeylbarligen blive tvilagtigt, naar en
hver vilde have Aarsag til at slutte, at det vilde endnu ble¬
vet det samme, om Sagen havde endog været anderledes.
Saadan var Flavillas Sinds Tilstand, og hendes
lille Dreng var sex Maaneder gammel, da Mercator kom
hiem igien. Hun tog vel imod ham med Glæde, men den
var blandet med en synlig Forvirring; deres Møde var mee¬
re kiærligt, men paa hendes Side var det mindre glædeligt;
hun smiilede med ubeskrivelig Velbehagelighed, men paa
samme Tiid brøde Taarene frem af hendes Øyne, og hun
blev betaget med en Nystelse over hendes gandske Legeme.
Mercator blev bevæget; omfavnede og kyssede først hans
Flavilla, og dernæst hans Søn, med saadan en overmaa¬
