Flavilla ventede, imidlertiid, efter Mercator med
den kiærligste Længsel. Hun havde lagt sin lille Søn i
Seng, og udpyntet et lidet Kammer, i hvilket de havde
været vante til at spise sammen om Aftenen, og hvilket
hun havde lukket til i hans Fraværelse. Hun tallte
hvert Øyeblik, og løttede efter en hver Vogn og et hvert
Trin som hun hørte. Aftens=Madden var nu færdig;
hendes Utaalmodighed tog til; Skræk blev omsider blandet
med Misfornøyelse; og hendes Kiærlighed giorde ikke an
det end bedrøvede hende; hun ønskte, hun frygtede, hun
anklagede, hun undskyldte og hun græd. Midt i disse hæf¬
tige Forventelser og denne inderlige Kummer, fik hun et
Brev, som Mercators Morbroder havde formaaet ham
til at skrive, i hvilket han bebreydede hende med de stærkeste
Ord, at hun havde misbrugt hans Tilliid og besmittet hans
Ægte=Seng;
Herpaa, sagde han, havde han nu faaet
tilstrækkeligt Beviis til at forskaffe sig selv Ret, og at
han havde besluttet, aldrig at see hende meere.
For dem, hvis Hierter have ikke allerede underrettet
dem om den Døds=Angest, som overkom Flavilla, da hun
saae dette Brev, vil all den Umag man kunde giøre sig for
at beskrive den, blive ikke alleneste unyttig men og urime¬
lig. Hun fordrev Natten uden Søvn, og den næste Dag
uden Spiise; hun giorde sig al Umag for at faae at vide,
hvor Mercator var blevet af, men forgæves; og hun tvile¬
de paa, om hun skulde have fundet ham, at det vilde blive
hende mueligt at overbeviise ham om hendes Uskyldighed;
denne hendes Sinds hæftige Bevægelse for aarsagede en lang
som Feber, hvilken hun, førend hun ansaae den for en Syg¬
