de han omsider paa sin Ære at ville befordre et Brev til
ham. Saa snart som Vertinden havde faaet dette Løfte,
løb hun op og sagde det til Flavilla; hvilken, da hun var
kommet til sig selv igien af den Bestyrtning og Oprør, som
denne Tidende havde bragt hendes Sind i, blev reyst op i
Sengen, og med megen Møye og efter at hun ofte havde
maattet holde op imellem, fik hun inden en halv Time skre¬
vet et kort Brev, som blev forseglet og overleveret til
Fulvius.
Fulvius lagde det strax inden i et Brev, som han selv
skrev, og sendte det bort med Posten; men satte sig for
at han vilde ikke videre befatte sig med en Sag, der var saa
tvilsom og vigtig. Mercator, der, saa snart han kastede
sine Øyne paa Brevet, kiendte baade Haanden og Seiglet,
stod nogle Øyeblik i Betænkning og tvilraadig; men omsi¬
der rev det op og læste disse Ord:
Saa stor har min Daarlighed været, at jeg, maae¬
skee, ikke skulde frikiendes for Skyld i nogen Omstændig¬
heder, uden disse, i hvilke jeg skriver. Jeg ønsker der
for ikke, uden for eders skyld, at de maatte være ander¬
ledes end de ere. Det kiære Barn, hvis Fødsel har giordt
mig ulykkelig, ligger nu dødt ved min Side, et Slagt¬
offer af min Ubeskeedenhed og eders Fortørnelse. Jeg
er neppe i Stand til at føre min Pen. Men jeg beder
gandske indstændigen at jeg maae tale med eder, paa det
J kand i det mindste have den Fornøyelse at høre mig be¬
vidne min Uskyldighed med mit sidste Suk, og at beseig¬
le vor Forligelse paa mine Læber, medens de endnu kan
have Følelse deraf.
