som vilde blevet mindre rørt ved et Jordskælv
Mercat¬
end ved dette Brev, følte al hans Kiærlighed paa ny oplivet
i et Øyeblik, og med en ubeskrivelig Græmmelse eftertænkte
og bebreydede sig selv hvorledes han havde overilet sig i sin
Vrede. Da han tænkte paa hvor langt han var fra Lon¬
don, sprang han op ligesom han havde følt en Dolk i sit Hier¬
te; han saae op til Himmelen med saadanne Øyekast, som
udtrykte baade en Beskylding imod sig selv, og en Bøn
for hende, og derpaa løb han ud af Huuset, uden at tage
Afskeed med nogen, eller at befale nogen Tiener at følge
sig; han tog Post=Heste i et næstliggende Giæstgiver=Huus,
og inden sex Timer var han i Leicester sields. Men hvor
meget han end havde hastet, kom han dog for filde; Flavil¬
la havde opgivet sin Aand og hendes Øyne kunde ikke meeere
see ham. Græmmelse over hans mislingede Haab, Hier¬
te Nag, Ruelse og Fortvilelse forrykte nu aldeles hans
Fornuft. Man maatte med Magt drage ham fra det dø¬
de Legeme, og efter at han i to Aar havde været indsluttet
i en Daarekiste, døde han.
Gid et hvert Fruentimmer, i hvis Hukommelse Med¬
lidenhed skal indprente disse Tildragelser, maae skælve for
at efterfølge Flavillas Lætsindighed; thi det er, maaskee,
ikke i noget Menneskes Magt, i Mercators Omstændighe¬
der, at være mindre jaloux end Mercator.
