eget bødfærdigt og or¬
neder førend han blev syg, lev
dentligt Levnet.
Saa snart jeg fik Kundskab om Alonzos Tilbagekomst,
(sagde Hondria fremdeles) skrev jeg ham til, og begiærte
at tale med ham, saa snart som Montanor var begravet;
men forbød ham at komme før; han føyede mig i den
ne Begiæring, ligesom han og stedse siden har gjordt i alt
hvad jeg har forlanget af ham. Henved sex Uger derefter
havde Rosella og han Brøllup; Jeg bad ham at han vilde
lade mig nyde den Fornøyelse at beholde min Datter hos
mig, saa længe som jeg levede i denne eensomme Bolig;
thi jeg kunde ikke tænke paa at forlade den; og vi have le¬
vet vor Tiid stedse derefter i den fuldkommenste Samdræg¬
tighed. Jeg kand ikke negte ham det velfortiente Vidnes¬
byrd at tilstaae i hans Paahør, at vi ere ikke alleeneste
lyksaligere i vor Eensomhed, end vi vare tilforn, ved det
vi have faaet en fornøyelig Staldbroder, men vi blive og
opbyggede og forbedrede ved hans gudelige Levnet. Alon¬
30 syntes forvirret over denne Deel af hendes Tale, og den
Undseelighed, med hvilken han tog imod den, viiste hvor
meget han fortiente den Roos hun gav ham. Hun fortall¬
te mig fremdeles, at henved fire Maaneder efter hans Brøl¬
lup med Rosella, fik han et Brev fra Procuratoren i den
Bye, hvor han havde opholdt sig, for at lade ham vide,
at Præsten, i hvis Huus han havde været, havde for faa
Uger siden mistet sin Hustrue, og henved fjorten Dage der¬
efter blev han selv syg af samme Feber og døde; at han
havde i sit Testamente skænket Alonzo sit Land=Gods, som
indrentede henimod en hundrede og firsindstyve Pund om
Aaret, og to tusende Pund i reede Penge; hvilket tillige
med henved to hundrede og halvtredsindstyve Pund om Aa¬
