hans Dragt er; men den Kompen synes at have aflagt alt
Skin af Anstændighed; thi ved Thee-Bordet, og naar vi
have Sælskab, saavelsom og naar vi spiise, ere vi tvungne
til at taale ham i dette vederstyggelige Nanking; og vor
Tugtighed strider i al den Tiid med Naturen, for at udrød¬
de de Tanker, som derved opvækkes.
J de to første Dage, endskiønt vi kunde ikke tænke paa
noget andet, var vor Skamfuldhed saa stor, at vi end ik¬
ke torde tale til hinanden derom; men vi kunde ikke længere
holde det ud; dog vedste ingen af os hvad Slutning her skul¬
de tages. Patrick, som jeg sagde eder tilforn, var en
god Tiener, og at jage ham bort for en eneste Feyl, da
det var gandske formodentligt, at denne Feyl kunde rettes,
ved at sige et Ord, det var, som os syntes, at drive Sagen
nøget før vidt. Men hvo af os skulde tale til ham, det var
Hoved=Spørsmaatet. Det Ord Buxer (endskiønt man
har formaaet mig til at skrive det) var alt for grovt til at
nævnes; og naar vi vilde sige: "Patrick, vi kand ikke lide
den Dragt, eller, vær saa god, Patrick, og klæd eder
anderledes, da maatte vi nødvendigen peege til hans
Buxer, om han skulde forstaae os. Det syntes og aldeles
ikke raadeligt at befale enten Lisbet eller Anne at giøre
det, saasom det maatte mueligen bringe dem til at forklare
sig paa saadan Maade, som kunde have meget forvirrende
om ikke farlige Følger.
Efter at vi i nogle Dage havde raadslaget over denne
grumme Fortrædelighed, og vedste ikke hvor vi skulde see
hen, naar Patrick var i Stuen, ey heller torde lukke vore
Øyne, eller vende Ryggen til ham, paa det han skulde ikke
mærke Aarsagen; faldt det mig ind, at dersom jeg kunde
tage Mood til mig og lade Mr. Fitz-Adam vide vor Nød,
