Carakter, og Fruentimmerne ere stedse blevne raadte til
at give denne Fortrinet frem for alle andre, saasom den
indbefatter udi sig en Dygtighed til at meddeele " denne lut¬
trede ophøyede og vedvarende Lyksalighed, som alleene
er et fornuftigt Væsen værdig. Men jeg tænker det er
formodentligt, at dette Raad, hvor skiønt det end lader,
har ofte været givet af ingen anden Aarsag, end fordi det
smiggrede for Skribentens egen Forfængelighed at give det
da hans Egen Kiærlighed troede, at han derved afskildrede sin
egen Carakter, og opvakte hans Læseres Avind og Forun¬
dring. Jmidlertiid ville Fruentimmerne i Almindelighed
ansees for at bifalde dette Raad, og formodentligen af li¬
ge Aarsag; efterdi enhver bilder sig ind, at naar hun hol¬
der Forstandens Ypperlighed i høy Agt, da er det et Be¬
viis paa at hun selv besidder den.
Efterdi den der vil overtale, bør meget omhyggeligen
vogte sig for at fortørne, saa vil jeg ikke sige, at der ere
nogle Fruentimmer, som ikke kand skiønne paa en høy For¬
stands særdeles Skiønheder; og hvilke derfor ikke ere i Stand,
til at nyde halvparten af den Fornøyelse, som den kand
forskaffe. Dog tænker jeg der en anden Ypperlighed, som
er langt meere væsentlig til Ægteskabs Lyksalighed, nem
lig Godhiertighed.
Jeg veed at Godhiertighed er, ligesom Socrates,
blevet gjordt latterlig i Daarligheds Dragt; og at Daar
lighed er blevet beæret med Godhiertigheds Naun. Men
ved Godhiertighed forstaaer jeg ikke den bøyelige Sindets
Svaghed, som giør alt hvad man begiærer; og som bevæ¬
ger en Mand baade til at følge med en Bekiendter til et
Horehuus, og sætte sin Helbred til, og til at holde Heste
og Vogn for hans Kone, hvorved han sætter sine Midler
