mindste Lunkenhed i hans Elskov,
eller det ringeste Tegn
til Ubestandighed; en Troskab, som, efter all Formo¬
ding, maatte ligesaa meget tilskrives denne Frues For¬
farenhed, og hendes Videnskab i Vellysters Forbedringer
og Forandringer, som hendes levende Øyne, ufalmede Far
ve, eller hendes Kinders ævigvarende Lilier og Roser.
Jeg er ikke vis paa, at Aarenes Længde, fornemme¬
ligen i Heroiske Gemytter, ikke forøger heller end formind¬
sker Kiærligheds indvortes Lue. Den store Elisabeth, hvis
Kiærlighed til den ulyksalige Greve af Esser er med billig
hed en angenem Materie, for dem som finde Behag i Ro¬
manske Historier, var fulde otte og tredsindstyve Aar, da
hun dømte hendes Elsker til Døden, fordi han foragtede
hendes Tækkeligheder. Og, om jeg maatte anføre Exem¬
pel i vort eget Kiøn, den elskelige, den velfortiente Anto¬
nius var ikke langt fra halvfierdsindstyve Aar, førend han
havde saa megen Smag, at han opofrede den ringere Pas¬
sion, Ærgierrighed, ja Verden selv, for Kiærlighed.
Men det er i Frankerig, det Rige der har saadan over¬
maade Skiønsomhed i Kiærligheds Sager, hvorfra vi maae
lære Lyksaligheds Kunster, saavelsom deres andre Opfindel¬
ser i Vellyst. Dette Folks Monarker have meere end een
gang lært Verden ved deres Exempel, at et vakkert Fru¬
entimmer, skiønt hun er over hendes firsindstyve Aar
kand dog just være kommet til hendes Yndigheders Mid¬
dags Linie. Henrik den anden og Ludvig den fjortende,
ville stedse blive naunkundige for den Kiærlighed de saa længe
havde til Hertuginden af Valentindis og Madame Main¬
tenon. Den første da han var i Ungdommens Hidsighed,
