Den samme guddommelige Ærgierrighed,
Det samme herlige Maal antænder mine Begiærligheder.
O Elskeligere end det skiønneste af dine Gierninger,
Intet ringere end du selv, hvor stor du end er,
Den høyeste og ypperste,
intet ringere end du selv
Kand nogensinde fæste mine urolige Tanker.
Disse Siæle=Kræfter vare gjordte allene for dig,
Ellers havde jeg aldrig ladet mit Ønske stige saa høyt.
Naturens Fornødenhed leder mig dertil;
Min Fornuft har intet andet at pønse paa,
Mit Liv har intet andet Øyemeed;
Kiærlighed, min Siæls høyere Lidenskab,
Finder intet andet der svarer til dens Værdighed.
Giv alt hvad Solen gaaer omkring, til disse,
Som søge en ringere Lyksalighed end det høyeste Gode;
Et mildt Øyekast, et himmelsk Smiil af dig
Har udslettet alle Yndigheder af Naturens Ansigt,
Og betaget alle Verdens Herligheder deres Glands.
Hvorfor byder du mig at høre paa Naturens Røst,
dens rigtige velklingende Omkreds5
hvorfor byder du mig at vandre paa de blomsterfulde Marke,
det deyligen grønnende Foraar, eller at beskue
Med forundrende Øyne Firmamentets Strækning?
Hvad er der elskeligt paa den vilde Jord,
Eller i den himmelske Omkreds, i Liigning mod dig?
Liigning mod dig, kand Stiernerne ey prale af Lyys;
Holen selv, indsvøbt i undseelige Skyer,
Erkiender dig for den store ævige Kilde
Af helligt Liv og uskabt Lyys.
