des Sygdom var tærende, men ulægelig; dette hørte jeg
at Lægen tilstod for hendes ældste Søster, i hvis Huus hun
var; han lod os vide, at hun, i hans Tanker, ikke kunde
leve længere end i det høyeste to eller tre Maaneder, men
han bad, at vi vilde ikke lade hende vide det, men stræbe
at opmuntre hende det meeste mueligt var; dog hendes na¬
turligen lystige Gemyt forekom denne Omsorg; thi hendes
Hoved=Sag var at fordrive Tiden og Tankerne. Hun
kunde ikke komme paa Masqverader, men hun forsømte
ikke at lade hendes Bekiendtere vide, hvor velkomne de
skulde være hende i hendes eget Kammer, i allehaande lat¬
terlige Forklædninger; Hun længtes inderligen efter Skue¬
Pladsens Forlystelser; men i det Sted, blev der befalet at
nogle lystige Stykker og Comædier skulde læses for at for¬
nøye hende; undertiden fordrev hun de kædsommelige Øye¬
blik med et Spil Piqvet; hun har ofte holdt Kortene i
Haanden, indtil en Besvimmelse afbrød den vigtige For¬
retning. Dette, vil J tænke, var en gudelig Forberedelse
til den sidste Forandring! en herlig Maade at ende det men¬
neskelige Livs Handling!
Hendes Skiønhed var lige saa meget hendes Glæde og
Betragtning, som nogensinde forhen: Hun var overmaa¬
de bleeg; men der var en vis Ziirlighed i hendes Lineamen¬
ter, og noget saa besynderligen tækkeligt i hendes Væsen,
som triumpferede over hendes Upasselighed; og for at give
hendes Ansigt en rød Farve, havde hun formaaet hendes
Søster til at forandre hendes Vindue=Gardiner, som vare
af guult Taft, og at ophænge andre af høy Carmosin,
Ved hendes Natbord anvendte hun saa megen Tiid som
hendes Kræfter vilde tillade; hun udmattede sig undertiden
