saaledes med at sætte til rette en anstændig og nyemodig
Morgen=Dragt, at hun maatte holde op, og lade den vigti¬
ge Forretnig blive ufuldendt; Det var ikkun to Dage førend
hun døde, at hun gav befaling om at forskrive fra Fran¬
kerig det allernymodigste Nat=Tøy (deshabille), ligesom
hun havde i sinde at døe pynteligen, og at have en fornem¬
me Anseelse, endog i Dødens Afmægtigheder.
Hendes Søster, endskiønt mange Aar ældre, men for¬
medelst den samme ulykkelige Opdragelse, føyede hendes for¬
fængelige Tilbøyelighed i alt hvad hun faldt paa; hvad der
end kunde flyde af, saa maatte den døende Skiønne ikke
faae Leylighed til at tænke paa noget Fornuftigt eller Alvor¬
ligt; man maatte forundre sig over, at hun kunde opfin
de saadan en Mængde af Urimeligheder; Abekatte, Pape¬
goyer, Gøglere, liflig Musik og angenemme Sange va
re altiid til reede, for at fordrive enhver liden Mellem¬
stund, naar den arme ubetænksomme Syge havde nogen
Rolighed eller Styrke.
Dette var for mig det allersørgeligste Syyn i Verden¬
jeg har tvunget mig til at smile, naar mit Hierte har ind¬
vortes blødet af Græmmelse og Medynk; der gik ikke en
Dag forbi, at jeg jo, med Taare strømmende ned af mine
Øyne, overhængte Marina, at hun skulde lade hendes
Søster vide hvor farlig hendes Sygdom var, og sende Bud
efter en Præst i Nabolauget, en meget gudfrygtig Mand,
at han undertiden kunde bede med hende, og, i det mindste,
lade hende vide, at hun var ikke udødelig; at det var mue¬
ligt hun kunde døe lige saa vel som andre Folk.
Denne
