lige og frie; jeg troer at Himlens Barmhiertighe¬
der ere uden Grændser, og at der i disse smaa Ly¬
stigheder er intet som fortørner Gud eller fornær¬
mer Menneskene: jeg troer, i Sandhed, ey heller
at der er nogen tilkommende Straf; Jeg tviler ik¬
ke paa, at min Søster vil blive følesløs eller lyksa¬
salig naar hun døer; og det skal være min Sag at
giøre hende saa i den korte Tiid hun har at leve,
hvilket endnu kand være en Maaned eller to, efter
Lægens Gisning, da han sidst besøgte hende. Kom,
sagde hun videre, J maae gaae med mig og stræbe
at fornøye hende, men jeg beder, leg dette hellige
Ansigt af, og forsøg at see lidet meere liig en Jnd¬
vaaner i denne Verden.
Jeg kunde ikke vegre mig for at følge hende til Aman¬
das Kammer, hvilken vi fandt i en pønsende tungsindig Po¬
styr; for at bringe hende derfra, sagde Marina til hende,
at hun saae overmaade vel ud, og intet kunde være meere
vakkert end det Nat=Tøy som hun havde paa; Dette op¬
klarede lidet hendes sorrigfulde Ansigt, og udrettede saa
meget at hun gav noget Agt paa de Krumspring og Pudse¬
rier, som en ny Abekat giorde, hvilken hendes Page havde
nyligen bragt ind for at forlyste hans smukke Frøken; som
midt i denne Fornøyelse, faldt i Afmagt, sank tilbage i en
Lænestoel, og, efter at hun i nogle faa Timer havde ar¬
beydet i et stærkt Slag, opgav sin Aand.
