Maaskee deres Uvillighed til at tage fat paa saa vigtig
en Sag, maae ikke uretteligen tilskrives deres Undseelig¬
hed; omendskiønt de ikke ved enhver Leylighed maa være
særdeles hengivne til denne Last. Ja jeg har hørt det siges
om nogle, der have viist en tilstrækkelig Formastelse i at
handle om andre Materier, at de have undseet sig for dette.
Thi saa stor er den ærbødige Frygt, som dette Intet op¬
vækker hos Menneskene, at jeg troer man har almindeli¬
gen den Tanke om mange Personer af meget høy Carakter
iblant os, at dersom Titler, Magt eller Riigdom lokkede
dem, da vilde dette holde dem tilbage.
Men hvadsomhelst Aarsagen end maae være, saa er
det dog vist, at, naar jeg undtager et dristigt vittigt Ho¬
ved i Kong Carl den Andens Tiid, saa har aldrig nogen
fordristet sig til at skrive om denne Materie. Jeg meener
offentligen og med egen Tilstaaelse; thi det maae bekiendes,
at de fleste af vore nyere Tiders Skribentere, hvor frem¬
med den Materie som de foretage sig at afhandle, end maa
synes, naar de først begynde, bringe almindeligen deres
Verk til dette i Slutningen.
jeg haaber, imidlertid, at dette mit Foretagende
vil ikke tilregnes mig som en formastelig Gierning; efterdi
jeg er overbeviist om, at der ere mange Personer her i Ri¬
get, som ere forsikkrede om min Duelighed til det jeg har
foretaget. Men saasom det almindeligen holdes for, at
naar en Mand taler om sig selv, da kommer det af Forfæn¬
gelighed, saa skal jeg, uden nogen Undskylding eller For¬
tale, begive mig til mit Forsøg.
Første
