holder sig, at Skribenten, i bemeldte Bog &c. virkeligen,
og bona fide, meener Jntet. Jeg erindrer, at jeg var en¬
gang til Bords hos en Person af stor Rang, og en, som
var ikke mindre anseet formedelst hans store Vittighed end
Midler; hvor der da blev læst et mørkt Stykke af en Poet,
som er bekiendt for at være saa høy, at hans Læser ofte ik¬
ke kand øyne ham, og nogle af de tilstædeværende Perso¬
ner erklærede at de ikke forstode Meningen deraf. Hvor¬
paa bemeldte Herre selv slog sine Øyne derpaa, og udviiste
stor Forundring over at hans Giæster vare saa dumme,
sigende derhos, at Intet kunde være tydeligere end Meenin¬
gen af det Stykke, som de grublede over. Herover be¬
gyndte vi alle igien at bryde vore Hierner, men bleve ikke
klogere end før; vi bekiendte reent ud, at vi kunde ikke ud¬
Forkla¬
finde den, og bade at han vilde forklare den.
re den! sagde han; ja, han meener JNTET.
J Sandhed, denne Forseelse kommer af en alt for ge¬
meen Vildfarelse iblant Personer, som vide ikke Skriben¬
teres hemmelige Kunster, men bilde sig ind, at det er u¬
mueligt en Mand skulde sætte sig hen at skrive uden den al¬
lerringeste Mening; da dog virkeligen intet er mee¬
re almindeligt; thi (at jeg skal ikke anføre mig selv til
Exempel, som selv tilstaaer, at jeg har sat mig hen at skri
ve dette Forsøg, med Intet i mit Hoved, eller, hvilket er
næsten det samme, at skrive om Jntet,) det kand u-modsi¬
geligen beviises, af Virkningen, at intet er almindeligere
iblant de nyere Skribentere. En vis uforlignelig Skri¬
der ere Mænd, som sætte sig hen til at skri¬
bent siger
ve hvad de tænke, og andre til at tænke hvad de skal skri
ve. Men der er visseligen endnu det tredie Slags, og disse
ere mange fleere, som aldrig tænke hverken før de sætte sig,
eller siden; og hvilke, naar de skrive hvad der tilforn var i de¬
res Hoveder, gandske vist skrive Intet.
