Den Ærbødighed, som bevises Menneskene forme¬
delst deres Titeler, beviises enten deres høyere Dyder og
Dueligheder, som man, i det mindste, formoder hos
dem, eller den beviises Intet.
Men naar en Mand er en vitterlig Skielm eller Dos¬
mer, da er det umueligt at der skulde være nogen saa¬
dan Formoding.
Slutningen er tydelig.
Nu at intet Menneske skammer sig ved enten at bevii¬
se eller at tage imod denne Ærbødighed, der forundrer jeg
mig ikke over; efterdi Jntets store Vigtighed synes, i mi¬
ne Tanker, at være temmelig aabenbar; men at de skulde
fornegte den Gud som de tilbede, og søge at forestille In¬
tet som Noget, det er meere strafværdigt. Det er et over¬
maade almindeligt Bedragerie. Jeg har seet en Karl,
som al Verden vedste havde intet ved sig, ikke alleeneste
selv at indbilde sig og paastaae at være Nøget, men og at
styrkes deri af andre, som ikke saa læt kunde lade sig bedra¬
ge. Nu hvoraf kand dette komme, uden deraf at de skam¬
me sig ved Intet? En Blufærdighed, som denne Tiid et
meget besynderligen hengivet til.
Men u agtet all saadan Forstilling og Bedragerie, saa
maae en Mand have meget liden Skiønsomhed, der kand
leve længe ved Hoffer eller i Folkerige Stæder, uden at
blive overbeviist om Jntets store Værdighed; og omend¬
skiønt han, enten for Gunst og Gave, eller af Nød, skul
de tilbede og hykle for det samme som Almuen, saa vil han
dog vide, hvad han yder alt dette til, nemlig til Intet.
