Det meest forunderlige Exempel paa denne Ærbødig¬
hed, som saa ofte beviises Intet, er naar den beviises (om
jeg maa udtrykke mig saaledes) mod Noget der er mindre
end Intet; naar den Person, som tager mod slig Æres¬
Beviisning, har ikke alleneste intet af de Egenskaber, for
hvilke han bliver æret, men er og virkeligen og vitterligen
skyldig i de Laster, som stride tvert imod de Dyder, for
hvilke han berømmes. Dette er visseligen den høyeste Grad
af Intet, eller (om man vil tillade mig at bruge det Ord)
det Intetste af alt Intet.
Her maa man vide, at Ærbødighed kand sigte til No¬
get, og virkeligen falde paa Intet. For Exempel: naar
vi mistage visse Ting, som kaldes Alvorlighed, sælsomme
Talemaader, Buldren, Pralerie, Pragt og deslige, for
Viisdom, Gudsfrygt, Stormodighed, Barmhiertighed,
sand Høyhed &c. og vi give de første den Ære og Ærbødig¬
hed, som tilkommer de sidste. Dog vilde jeg ikke have det
forstaaet i den Mening, ligesom jeg saa vidt vanærede den
Sag jeg handler om, at jeg skulde foregive, at Alvorlig
hed &c. ere virkeligen Intet; tvertimod, der er meget mee¬
re Aarsag til at tænke, (dersom vi dømme efter Verdens
Forhold) at Viisdom, Gudsfrygt og andre Dyder have
en god Ret til det Naun. Men vi vde ikke, virkeligen,
vor Ærbødighed til de første, men til de sidste; Eller med
andre Ord, vi yde den til det som ikke er, og følgeligen
yde den til Intet.
Saa vidt da angaaende den Sags Værdighed, som
jeg her handler om. Jeg maa nu viise, at Jntet er Enden
saavel som Begyndelsen af alle Ting.
