ne Verden blev overladt til ham, han kunde ikke sige at han
tragtede efter et. Skal vi da sige, at han tragter efter E¬
lendighed alleene: Det vilde visseligen være at sige imod den
menneskelige Naturs første Grund-Regler. Kan vi da ik¬
ke derfor, ja maae vi ikke bekiende, at han tragter efter
Jntet: fornemmeliger om han selv ikke kand sige os hvad
der er Enden paa all denne Støyen og Renden, al denne
Vaagen og Slæben, al denne Selv=Fornegtelse og Selv¬
Tvang!
Det vil ikke, i mine Tanker, være nok at han anfører
til sin Undskylding, at hans Hensigt er at samle en stor Riig
dom, hvilken han selv aldrig kan eller vil bruge, ev heller
vilde med sin gode Villie afstaae til nogen anden Person;
med mindre han kan vise os noget væsentligt Got, som den¬
ne Riigdom kand til veye bringe; kand vi visseligen med
god Føye slutte, at hans Ende er den samme som Ær¬
gierrigheds.
Den store Mr. Hobbes saae dette saa klarligen, at
saasom han var en Fiende af den mærkværdige umaterialske
Substants, som vi her have handlet om, og derfor ikke vil¬
de tilstaae den det vidtløftige Herredom, som vi have stri¬
det for, saa frembragte han en meget underlig Lærdom, og
At i alle disse store Bestræbel¬
i Sandhed bekræftede,
ser vare Midlerne selv den foresatte Ende og Øyemaal; nem¬
lig i Ærgierrighed - at smidde listige Anslag, at slaaes,
J Gierrig¬
at møde Farer, Besværligheder og deslige,
at bedrage, hungre, vaage, tillige med alle de u¬
hed,
tallige møysommelige Kunster, som denne Passion anvender.
Hvor læt det end maae være at beviise denne Mee¬
nings Urimelighed, saa vil det dog være ufornødent til mit
