Forehavende, thi dersom vi end drives til at bekiende, at
Midlerne ere den eneste Ende, som opnaaes, - saa mee¬
ner jeg vi maae iligemaade bekiende, at den foresatte En¬
de er gandske og aldeles Intet.
Saasom jeg nu her har viist Enden af vore tvende stør¬
ste og ædelste Bestræbelser, af hvilke enten den ene eller
den anden driver næsten enhver Person iblant dem af det
menneskelige Kiøn, som elske Arbeyde og Uroe; saa skal
jeg ikke besvære Læseren med at føre ham igiennem alle de
øvrige, saasom jeg troer at den samme Slutning kand læt¬
teligen drages af dem alle.
Jeg skal derfor ende dette Forsøg med en Slutning,
som meget klarligen flyder af det som er sagt: da vi see at
Intet er af saa stor Værdighed og Vigtighed, og at det er
virkeligen Enden af alle disse Ting, som blive handthæve¬
de med saa stor Pragt og Høytidelighed, og anseete med saa
stor Ærbødighed og Høyagtelse, saa tilkommer det visse¬
ligen en viis Mand at betragte Intet med den største Un¬
derdanighed og Tilbedelse; at søge det med alle hans Gaver
og Møye; og at opofre for det hans Rolighed, hans U¬
skyldighed, og hans nærværende Lyksalighed. Til hvilken
ædle Bestræbelse vi have denne store Opmuntring, at vi
kand forvisse os om aldrig at blive bedragne eller skuffede
i den foresatte Ende. De Dydige, Viise og Lærde kand
da være ubekymrede i alle Forandringer af Ministere og
Regieringer; saasom de kand være vel forsikkrede, at saa
længe en Stats høye Betientere ere selv Skalke, og have
under sig skielmske Handlangere at underkiøbe og belønne,
saa vil sand Dyd, Viisdom, Lærdom, Vittighed og Ree¬
delighed, gandske vist bringe deres Besidder,
