som et Middel til Lyksalighed, og heller som en Fordeel
end som et Tab; fornemmeligen om det er sandt, at naar
man, i disse Omstændigheder, virkeligen opfylder sin Lyst,
nyder man dog aldrig den Fornøyelse, som man lovede
sig derved.
Frue Charlotte Sprightly, en ung Herremands Hu¬
strue, sad for faa Aftener siden og klædte sig paa til et
Dantse=Sælskab, da hendes Mand kom ind og sagde:
min kiære Charlotte, det giør mig ondt at J vil ud i Af¬
ten, thi min Fætter George er nu nyligen kommet fra
Ostindien; jeg har budet ham til Bords i Aften; og saa¬
som han har aldrig seet eder, saa har jeg lovet ham den
Fornøyelse af eders Sælskab. Ney, min kiære Mand
svarede Fruen, begiær ikke at jeg skal blive hiemme i Af¬
ten; J veed at jeg har stor Lyst til at dantse, og nu mit
Sind er faldet paa at gaae ud, saa er jeg vis paa J vil
ikke hindre min Lyst. Manden, som var virkeligen
godhiertig, vilde ikke nøde hende videre; thi at blive hiem¬
me med en kiendelig Uvillighed, vilde ikke have opfyldt hans
Ønske. Hun mærkte at han var hemmeligen misfornøyet,
imidlertid drog hun dog ud. Men saasom hun var ikke min¬
dre godhiertig end hendes Mand, saa udstod hun saa me¬
gen Kummer ved at eftertænke den Kummer hun havde for¬
aarsaget ham, at hun ofte ønskte sig hiem igien. Saale¬
des fortørnede hun hans Kiærligheds Fiinhed, i det hun
agtede en Dants høyere end hans Sinds Rolighed; og for¬
spildte en Deel af den Høyagtelse, som hun fortiente ved
denne samme Godhiertighed, hvorved hun tabte den Af
tens Fornøyelse.
