Omgang kand
visseligen ikke formodes at udelukke Anstæn¬
dighed; og der er en Kræsenhed i et hvert Sind, som finder
Mishag og Leede til det som overtræder den; endskiønt en
hver er ikke tilstrækkeligen agtsom til at vogte sig for at gi
ve andre den Aarsag til Misfornøyelse, som andre ofte ha¬
ve givet ham.
Jeg skal slutte dette Blad ligesom det forrige om den
samme Materie, med en almindelig Anmærkning. Saa¬
som de der besidde mindre end de ventede, kand ikke væ¬
re lyksalige, saa følger deraf, at den som giør sig man¬
ge selv indbildte Forestillinger om Lyksalighed, forvisser sig
selv om Græmmelse, naar han finder sig bedraget i sit Haab,
og berøver sig Ævne til at nyde med Fornøyelse hvadsom¬
helst han maa besidde. Lad Ungdommen derfor ikke ind¬
bilde sig, at Ægteskab, med alle Fordeele af Naturen og
Optugtelsen, vil blive en stedsevarende indbyrdes Fornøyel¬
se, over hvilken udvortes Ting ville have liden Magt, og
hvilken Tiden vil heller forandre end giøre til intet. Der
er ingen bestandig Fornøyelses Kilde uden Haabet. Saa
ufuldkommen er den høyeste timelige Lyksalighed, at naar
man besidder den altsammen, taber man den. Vi fornøye
os i det som er for os; men naar intet meere er mueligt,
da er alt, hvad vi have faaet, usmageligt. Saadan er
dette Livs Beskaffenhed; men lader os ikke derfor tænke,
