at det er af ingen Værd; thi at være sat i dette Liv, er at
være bestemt til et Bedre.
7
Den ubefarne unge Beyler,
Som hos sin Elskelige seyler
Paa Frieriets stille Hav;
Og hendes milde Gunst nu nyder,
Hvis gyldne Skin ham meere fryder,
End alt det Guld som Peru gav;
Lættroende sig Haab tør giøre,
At hun ham stedse skal tilhøre,
Og stedse mild og elskelig
Ham ene søge at behage;
Men achi hvor vil han sig beklage,
Naar Væirliget forandrer sig!
Naar Stormen om hans Øren suser,
Naar Havet, før saa stille, bruser,
Naar Vind og Strøm er ham imod
Han har sig idel Medbør lovet,
Og daarlig paa et Farvand vovet,
Hvis Egenskab han ey forstod.
