det øvriget Porcellain har hensat noget gammelt og ubruge¬
ligt, men stillet det op paa saadan en Maade, at man ik¬
ke kand see Strægerne af det hvide Cement, som holder de
brækkede Stykker tilsammen. Jeg maae drikke mit Øl af
et Leer=Kruus, endskiønt en stor Mængde Sølvtøy bliver
ideligen viist frem i Skænken; da alt Boeskabet, undtagen
naar vi have Sælskab, er svøbt ind i Papiir, ret ligesom
Familien, hvilken det tilhører, var reyst ud paa Landet.
Med et Ord, min Herre, enhver Ting, som er anstændig
og reenlig, er for god til at bruges, at det skal ikke blive
skident; og jeg lever, med alle Beqvemmeligheder ved Haan¬
den, uden at have Magt til at benytte mig af nogen af dem.
Jeg har smukke Værelser, men er næsten bange for at kom¬
me ind i dem, jeg har Sølvtøy, Porcelain, og det aller¬
vakkerste Boeskab, men maae ikke bruge det; hvilket er li¬
gesaa latterlig en Urimelighed, og næsten lige saa stor en
Plage, som om jeg havde Hænder uden Magt til at røre
dem, Syyn, Lugt, Smag, uden at tillades at benytte
mig af dem, og Fødder uden at have Lov til at gaae.
Saaledes, min Herre, giør denne umaadelige Lyst
til Reenlighed, der har saaledes taget Overhaand hos min
Hustrue, at vor Familie lever i en bestandig Ureenhed; og
omendskiønt vi ere forsynede med alle fornødne Ting, ere
vi dog underkastede alle Uleyligheder. Men hvad som giør
