nde Tiid mit Forsæt, at hand¬
Det er ikke paa nær
le om særdeles Personer, og om den Foragt, som de ere
tilbøyelige til at have for hinanden; min Hensigt strækker
sig meget videre; den er at redde ikke mindre end tre store
Laug af Mennesker fra den ufortiente Foragt, som de hol¬
des i, næsten af alle brave Folk i Engeland, og at anbefale
dem til bemeldte brave Folk, at de ville ynkes over og ha¬
ve Medlidenhed med dem. De tre store Laug jeg taler om,
og hvilke tilhobe betragtede, udgiøre i det mindste en fierde
Deel af Hans Majestæts Undersaatter, ere Præster, Skri¬
bentere og Hanreyer. Jeg skal betragte enhver af disse
Classer i den Orden som de staae udi, og begynde paa Præ¬
sten, som den hæderligste af de tre.
Og omendskiønt det kand ikke negtes, at denne Profes¬
sion har sin Oprindelse fra saa udklappet en Ting som Re¬
ligion, hvilken jeg ikke her har i Sinde at overtale mine Læ¬
sere til at troe, efterdi jeg har den Tanke, at disse mine
Blade have Adgang i Familier, der ere alt for polerede til
at bekymre sig om sligt; saa haaber jeg dog at vise og over¬
beviise mine Læsere, at en Præst er ikke gandske saa forag
telig en Carakter, som man almindeligen bilder sig ind.
Jeg veed at det er paastaaet til hans Forsvar og Und¬
skylding, at, omendskiønt han ulykkeligen er opdraget til
Religionens Handel, saa har han dog høyere Begreb hos
sig selv, og hverken troer eller giør hvad han efter sit Em¬
bede er forbundet til at lære. Men dersom jeg end tilstaaer
at dette Forsvar er partiisk paa hans Side, og at en Præst
vi rkeligen og i alle Maader troer og giør som han lærer,
