blive seet af en høy velskabts
erre fra Jrland, som, ulyk¬
keligen for min Rolighed, havde Værelser lige over for.
Jeg vil ikke falde eder besværlig med at fortælle paa
hvad Maade han i sit Vindue søgte at drage mine Øyne
til sig, eller hvad der forefaldt imellem os, da han fik Til¬
ladelse at besøge mig. Alt hvad jeg vil sige, er, at hvad¬
somhelst Grund han end havde vundet i mit Hierte, saa
vilde det dog blevet ham en vanskelig Sag at have faaet
mig, uden at forbeholde mig selv en vis Sum af mine
Midler, dersom ikke eders Blad af 12te Julii sidstleden,
(See Bie=Kuben No. 243.) der handler om Kiærlighed til
gammelagtige Fruentimmer, var faldet mig i Hænder.
Førend jeg læste det ulykkelige Blad havde jeg nogen Mis¬
tanke, at han mueligen havde mindre Lyst til min Person
end til mine Midler; men nu troede jeg, og mine Ønsker
hialp mig til at troe, at han længtes efter at besidde mig.
Jeg læste den Historie om Ninon Lenclos over ti gange i¬
giennem, og det glædede mig at finde, at jeg selv var just
saa gammel som dette Fruentimmer, da hendes Yndighe¬
der havde saadan en Magt over den ulyksalige Mr. Villiers.
Min Beyler fandt mig med Papiret i Haanden. Jeg
læste det for ham, og han bestyrkede mig i min Mening,
i det han ønskte sig selv at være Abbed Gedoyn, og at
hans Engel, som han kaldte mig, var firesindstyve Aar gam¬
mel, paa det han maatte være saa lykkelig som denne Fransk¬
mand. Kort sagt, da jeg var overbeviist, at et gammelt
Fruentimmer er det eneste Maal for en oprigtig, hæftig
og varagtig Kiærlighed hos en ung Mandsperson, saa gior¬
de jeg ikke nogen Hemmelighed for ham af min Tilbøyelig¬
hed, og næste Morgen bleve vi offentligen viede tilsammen.
