Den Retfærdigheds Rettesnoor
han har foreskre¬
vet os i vore Handlinger med andre, er mærkeligen klar
og kort: hvadsomhelst J vilde, at Menneskene skulde giø¬
re imod eder, lige saaledes skulde J og giøre mod
dem. En Lov, som strax bestemmer hvad Ret enhver
kand fodre, saa vidt som enhvers Samvittighed behøver at
underrettes; en Lov, hvis Forklaring enhver kand finde i
sit eget Bryst, og hvilken altid kand tages i Agt, uden no¬
gen anden Egenskab end en reedelig Hensigt, og en reen
Villie.
Nogle Elskere af Spitsfindigheder have vel været
vittige nok til at kaste over denne Lov en Taage, som har
formørket deres egne Øyne. For at finde Middel til at
forvirre den almindelige Grund=Regel, hvorefter alle
Retfærdigheds Sager imellem et Menneske og et andet
skal afgiøres, have de spurt, om et Menneske, som veed
med sig selv, at han ønsker det som er ubilligt, er forbun¬
det til at fornøye samme Ønsker og Begiærligheder hos en
anden. Men der behøves sandeligen ikke lang Overlæg¬
gelse til at slutte, at de Begiærligheder, der skal betragtes
af os som en Rettesnoor for Ret og billighed, maae være
saadanne, som vi selv holde for Gode, og at vi bør ikke
bekymre os om disse Forventelser hos andre, hvilke vi for¬
dømme hos os selv; og som vi vide at det er vor Pligt
at modstaae og dæmpe, hvor meget de end maae indtage
vor Jndbilding.
Et af de meest berømte Tilfælde, der have været frem¬
satte, som de der udkræve nogen Kundskab og Forfarenhed
til at veyleede Samvittigheden i at passe dem til denne sto¬
