re Regel, ei
estillet i en Misdæder, der beder sin Dom¬
mer om Naade; Dommeren veed meget vel, at dersom
han var i Misdæderens Sted, da skulde han begiære den
Tilgivelse, som han nu afslaaer. Den Vanskelighed, som
synes at være i denne Spitsfindighed, falder bort, dersom
vi erindre, at Parterne ere virkeligen paa den eene Side
Misdæderen, og paa den anden Side det Folk eller Sæl¬
skab, hvoraf Øvrigheden er alleneste en Tiener, og som
har betroet ham den offentlige Sikkerhed. Naar derfor
Øvrigheden tilgiver en Misdæder, som bør ikke tilgives,
da misbruger han den Magt som er ham betroet, giver
bort hvad der ikke er hans eget, og giør øyensynligen imod
andre, hvad han vilde ikke at andre skulde giøre imod ham.
Endog dette Folk, som har endnu større Ret til at beviise
Naade efter eget Behag, er bundet ved disse Love, som an¬
gaae den store Republik af det gandske menneskelige Kiøn,
og kand ikke forsvare saadan Eftergivelse, der kand befor¬
dre Ugudelighed og formindske den Tilliid og Sikkerhed, i
hvilken alle have en lige Deel, og hvilken alle ere derfor
forpligtede til at handthæve. For denne Aarsag har Sta¬
ten ikke Ret til at oprette almindelige Fri=Steder for Røm¬
ningsfolk, eller at tage i Beskyttelse saadanne som have
forbrudt deres Liv ved Mishandlinger imod den almindelige
Sæde=Læreres Love, som ere antagne af alle Nationer;
efterdi intet Folk kand, uden at bryde den almindelig For
ening, som er imellem det gandske menneskelige Sam
qvem, give Opmuntring, ved Haab om Frihed for Straf
og om Sikkerhed, til at begaae saadanne Misgierninger i
et andet Land, som de vilde selv straffe i deres eget.
En
