Til Monsr. Connoisseur.
Min Herre,
eg skal ikke giøre nogen Undskylding fordi jeg begiærer
at J vil tage under eders Betragtning en Feyl, der
er alt for sædvanlig iblant gifte Folk; jeg meener den uri¬
melige Maade at holde af hverandre i Sælskab. Kiærlig¬
hed er vel en meget rar Egenskab ved disse Tiders Ægteskab,
og Ægtefolk kand ikke have for megen Godhed for hinan¬
den, men at udviise den offentligen ved alle Leyligheder
giør dem latterlige.
For faa Dage siden var jeg til Giæst hos et par unge
Folk, som vare nyligen blevne gifte, og af alle deres Be¬
kiendtere holdes for at være overmaade lyksalige med hver¬
andre. Jeg havde neppe hilset Bruden (det er, kusset hende,
efter den Engelske Maade,) førend hendes Mand tog hende
hierteligen i sine Arme og kyssede hende ligesom han vilde ædt
hende op. Da vi havde sat os, passede de vel paa at de
kom til at sidde tæt hos hinanden; og medens vi talede
sammen, sad han ideligen og spillede med hendes Fingre,
klappede hendes Kinder, eller leegte med hendes Haar.
Over Middags Maaltidet vare de indbyrdes omhyggelige
for at nøde hverandre til at smage enhver Ret, og de kiær¬
lige Ravne:" min Hierte, min Putte, bleve stedse drev¬
ne frem og tilbage som en Bold imellem dem, tverts over
Bordet. Strax efter at Dugen var taget af Bordet, rey¬
ste Fruen sig for at gaae bort; men hendes Mand forekom
de andre i Sælskabet med at giøre hende den Compliment,
At
