nene med Ladninger af lækkre Frugter. Han
nedbøyer E¬
forsyner sit giæstfrie Bord med nærværende Fylde, og be¬
reeder et overflødigt Magazin for den tilkommende Trang.
Men er det alleneste i disse smilende Aarets Tider, at Gud,
den all=naadige Gud, lader sig see? Har Vinteren intet
Tegn af hans Nærværelse? Er Vinteren ikke veltalende i
hans Priis? Jo: Hans Vey er i Hvirvel=Vinden. Storm
og Uveyr opfylde hans Ord og ophøye hans Magt. Endog
den skarpe Frost bærer Vidnesbyrd om hans Godhed, medens
den byder de af Kuld gysende Nationer at skælve for han Vre¬
de. Lad Vinteren da, paa denne Tiid, være vor Betragtning.
Maaskee denne skarpe og ufrugtbare Vinter kand blive
frugtbar paa indvortes Forbedringer. Maaskee den rysten¬
de Kuld, som binder Jorden i Jis=Lænker, kand tiene til
at udvilde vore Hierter, og opvarme dem med en hellig
Kiærlighed.
See, hvorledes Dagen er stækket! Solen, som bliver
opholdt i mildere Himmel-Egne, eller har behageligere
Tienester at forrette, staaer op ligesom en uvillig Besøger,
med langsomme og fortrædelige Trin. Han gaaer frem
med en sky Koldsindighed, langs ad den sydlige Himmel¬
Kant; og med et tvært Øyekast seer kun til vor bedrøvede
og nedslagne Verden; han kaster et spartsomt Lyys igien¬
nem den tykke Luft. Mørk er hans Anseelse, matte ere
hans Straaler, medens han er hos os. Eller, om det hæn¬
der sig, at han har et klarere Aasyyn, og et muntert An¬
sigt, saa synes han dog, ligesom de unge og lystige i Sørge¬
Huuset, at være misfornøyet, indtil han er gaaet; haster
at komme bort. Og lad ham gaae. Hvorfor skulde vi øn
ske at han maatte blive her længere, efterdi han kand ikke
viise os andet end Spectakler af Vee? Den blomstrende Ver¬
den
