den ligger død; de siungen
Slægter ere blevne stumme.
Træerne, afførte deres grønne Dragt, og pidskede af
Stormvindene, udbrede deres nøgne Arme til den forbit
trede og ubevægelige Himmel. Luften er ikke længere op¬
fyldt med behagelig Lugt, men kold Damp svæver, eller
skiærende Vind blæser. Naturen, berøvet alle sine deylige
Klæder, sidder, ligesom en forloren utrøstelig Enke, i hen
des Sørge=Dragt; Medens Vindene, i ynkelige Toner,
hyle, og Regnen, i jævnlige Jilinger, græder.
Vi fortryde derfor ikke, at Dagen gaaer hastigen bort.
Naar Kammeret er beklædt med Sørge=Bay, og vi see
ikke andet end gruelige Ting omkring os; hvo vilde da øn
ske at det svagt brændende Fakkel skulde holdes i Live, hvil¬
ket kand alleneste aabenbare os Sorrig og Bedrøvelse, og
lade os see hvad der maae opvække Gruelse? Og, efterdi
dette dødelige Liv er lidet bedre end en idelig Kamp med
Synd, eller en uafbrudt Strid med Elendighed; er det
da ikke en naadefuld Anordning, der har sat vor Alder ned
til et Spand, Firesindstyve Aar til at prøves udi, ere for
de Dydige en tilstrækkelig lang Tiid; og dersom en længere
Tiid blev forundt de Ugudelige, da vilde den giøre dem o¬
vermaade vanartige og slemme. Vor Vey til det himmel¬
ske Rige gaaer igiennem Trængseler; skal vi da anklage,
skal vi ikke meget heller takke Guds Forsyyn, som har gjordt
Reysen kort? Snarligen, snarligen komme vi igiennem
Græde=Dalen, og derefter naae vi de lyksalige Høye, hvor
Lyset ævigen skinner, hvor Glæde ævigen smiiler.
Undertiden bliver Dagen endnu kortere, og er næsten
udslettet af Aaret. Dunsterne samle sig; de blive tykke
som en ugiennemtrængelig Taage, og formørke Himme¬
lens Ansigt. Omsider nedfalder Regnen; Himmelens
Slu
F ff 2.
