vække deres rasende Grumhed, og oplade deres Fængsels
Dørre, da flyve de ud med en imodstaaelig Hæftighed, ud¬
spreede Skræk og true med Ødeleggelse.
Ah, det er inderligen koldt, hvo er saa haard, at han
ikke kryber sammen i denne overmaade skarpe Frost. Alle
Ansigter er bleege; endog de blomstrende Kinder falme; og
Tænderne ryste af Kuld. J, som sidde magelige og for
nøyelige, i eders beqvemmelige Værelser, vederqvægende e¬
der ved Jldens udbredende Varme; tænker paa eders Brø¬
dre, i Armods bedrøvelige Vaaninger. Deres brækkede
Vindne=Ruder ere aabne for de giennemtrængende Vinde;
et pialtet Klædebon skiuler neppe deres skælvende Kiød; og
nogle faa svage og døende Emmer paa det skidne Jldsted
heller spotte deres Ønsker, end varme deres Lemmer. Me¬
dens den ædle Viin spiller i eders Glas, eller det af Chi¬
nesiske Blade deyligen farvede og nydeligen lugtende og
smagende Vand, ryger i det smukke Porcelain: O kom¬
mer ihu, at mange af eders Med=Creature, midt i al det¬
te umilde Veyrligs Strenghed, ere udtærede af Sygdom,
vanføre af Alderdom, og forsmægtede af Hunger. Lad
deres Lænder velsigne eder, for vederqvægende Klæder;
kommer dem til Hielp med Føde, med Jldebrand, og be¬
skytter dem mod Aarets rasende Grumhed. Saa, gid J
aldrig maae kiende til nogen af deres Gienvordigheder og
Nød, uden alleneste ved at høre om dem, ved at see dem,
og ved at føle en inderlig Medlidenhed over dem! Mig sy¬
nes, de skarpe brusende Vinde tale got for den arme Nød¬
lidende; gid de maae blæse Medynk ind i eders Hierter,
medens de blæse Kummer ind i deres Hytter. Giver agt
paa denne blaa Lue, og røde Kul, paa eders Jldsteder;
Kulden puster dem op, saa at de see meere levende ud, og
gløde
