gløde stærkere. En stiltiende, men beleylig Opmuntring
til det glade Sælskab, som sladdrer og leer rundt omkring
Caminen. Gid eders Hierter maae saaledes, paa saadan
en trang Tiid, antændes af en særdeles Velvillighed! Hol¬
der ikke eders overflødige Brænde=Stabler tilbage. Lad
dem iile til at vederqvæge den vansmægtende Familie. Byd
dem at fortæres i mange villige Luer, til at formilde Vin¬
terens Strenghed, og at opmuntre Armods kolde Boliger;
Saa skal de opstige, blandede med Taksigelser til Gud,
opstige,
og inderlige Bønner for eders Velgaaende,
meere behagelige for Himmelen, end krusede Støtter af
det kostelige Røg-Offer.
Nu legge Vindene sig. Efter at de have bragt deres
Ladning, faae de Afskeed af deres Tieneste. De have bragt
en umaadelig Carga af Skyer, som udtømme sig i Snee.
Den gandske Nat falder denne Uld=Regn i største Stilhed.
Om Morgenen, naar vi opvaagne, hvilken forunderlig For¬
andring see vi! Er det den samme Verden; Her er ingen for¬
skiællig Farve! jeg kand neppe kiende Træerne fra de Høye
hvorpaa de voxe. Hvor er den Forskiæl imellem Jorden, der
er bestemt til Plougen, og den der er bevaret til Græsgang?
Alle Ting ligge blandede i en skinnende Forvirring. Saa
skinnende, at den forøger Dagens Lyys, ja end og blinder Øy¬
nene. Det fiineste Linned er ikke saa hvidt, som denne Snee¬
Kappe, der beklæder Markene, ja end og Lilien, om den nu
kom frem, vilde see falmet ud i dens Nærværelse. Jeg kan ik¬
kun tænke paa een Ting, som overgaaer, eller ligner den
ne Vinterens skinnende Kiortel. Begiærer nogen at vide
hvad jeg meener; Han kand finde den beskrevet i den for
træflige Psalme, som er forfattet af den bodfærdige Kon¬
ge. (Psalm. Ll. v. 7.) Begiærer nogen at være Eyer¬
mand
