mand af saa dyrebar en Raritæt; Han vil finde at den
tilbydes ham paa enhver Side i Evangelium!
Endskiønt Sneen har Anseelse af Kuld, bliver den dog
et varmt Klæde for Sæden; skiuler den for skarp Froft, og
ruger over dens spæde Vext. Den vil blive liggende en
Tiid lang, indtil den bestraales af Solen, eller optøes
ved en mild Luft; da smelter dette lodne Dække og forvand¬
les til en vederqvægende Giødning; den siunker dybt ned i
Grunden, og opfylder dens smaa Aabninger med den op¬
løste Salpeter, meddeelende Jorden det voxende Liv, som
vil aabne sig i Foraarets Blomster, og moednes i Høstens
Frugter. Dette er et deyligt Sindbillede, og en trøstelig
Forestilling paa Guds Ords Kraft, baade ihenseende til
Ligesom Regn og Snee
dets visse og gaunlige Virkning!
nedfalde fra Himmelen, og komme ikke did igien, men
vande Jorden og giøre den frugtbar, og komme den til
at give Grøde, og Sæd til at faae, saa skal og mit Ord
være som udgaaer af min Mund; det skal ikke komme
tomt tilbage, men giøre det mig vel behager, og lykkes
for dem, til hvilke jeg sender det. (Efaiæ LVCap. 10.
11 Vers.)
Omsider aflegger Naturen dette klar=skinnende Klæde. Den løs¬
nede Snee falder ned af Huusene og af Høyene, Vore Marke og Hau¬
ger, som nyeligen laae begravne under de sammendrevne Snee=Dyn¬
ger, lade sig nu klarligen tilsyne igien. Og da vi nu atter see Naturen,
har den da ingen Spoor af sin forrige Grønhed, af sine deylige Linea¬
menter? De ere, ligesom sande Venner, meget rare, og bør derfor
des meere agtes og holdes i Priis. Her og der sees nogle Træer, som
midt i de jævnlige Anfald af Vind, Regn og Frost, beholde deres
frisk grønne Blade. Laubær=Træet i sær, som, ved at overvinde Vin¬
terens grumme Magt, bliver værdigt til at pryde den Seyerriige Krigs¬
Helts Tindinger.
Saadan,
