Læseren maae erindre,
i det første Rummer af Ver¬
den (See Bie=Kuben No. 109.) og i adskillige andre Bla¬
de, har den gode gamle Herre fornøyet sig i det Haab, at
han ved sit Arbeyde skulde med Tiden fortiene saa meget,
at han kunde giøre en vakker Figur i Verden, og i det mind¬
ste holde sig en Kariol. Da Madam Fiz Adam døde for
faa Maaneder siden, og han derved blev befriet for den sto¬
re Bekostning at have en Huusholding, iilede han meget
med at forskaffe sig denne Eqvipage; og saasom hans Bla¬
de fandt endog større Aftræk end han ventede, saa var jeg
een af de første af hans Venner, som raadte ham til at kiø¬
be den. Følgeligen blev den bestilt og sendt hiem til ham;
og saasom han havde stedse lovet, at hans første Besøgelse
i den skulde blive til mig, saa ventede jeg ham sidste Tiis¬
dag paa min Lystgaard i Hoxton. Den stakkels Mand
holdt rigtigen Ord; og det var med stor Fornøyelse, at jeg
i mit Vindne saae ham kiørende paa Veyen, som gaaer til
mit Huus. Til hans Ulykke, blev han vaer at jeg saae
ham; og haabende, (som jeg slutter) at fange mig ved hans
store Færdighed i at kiøre, giorde han to eller tre Sving
med hans Pidsk, hvilke saaledes forskrækkede Hesten, at
den rendte løbsk med Kariolen, stødte den mod en Pæl, og
kastede den Kiørende ud af hans Sæde med saadan en Hæf¬
tighed, som man neppe kand forestille sig. Jeg gav et stort
Skrig til min Pige,
Gud bevare mig! sagde jeg, Mr.
Fig Adam er slaaet ihiel! og vi skyndte os hen til det
Sted, hvor han laae. J Førstningen bildte jeg mig ind,
at hans Hoved var af; men da vi kom nærmere til ham,
fandt jeg at det var hans Hat! han drog vel sin Aande, hvil
ket gav mig Haab at han var ikke gandske død; men andre
Tegn til Liv vare der aldeles ikke hos ham.
J den¬
