Jfdenne
jammerlige Tilstand, med Hielp af nogle
Nabøer, bragte vi ham ind i Huuset, hvor en varm Seng
blev i en hast giordt til rette for ham; hvilken tillige med
Aareladen og andre Hielpe-Midler, bragte ham lidet efter
lidet til Liv og Fornuft. Han saae sig rundt omkring i
nogen Tiid, og omsider, da han saae og kiendte mig, spur¬
te han efter sin Kariol. Jeg sagde ham at den var i
Behold, men meget beskadiget.
Der ligger ingen Magt
paa, Madam, svarede han; den har gjordt af med mig;
den har ført mig en Reyse fra denne Verden til den til¬
kommende; jeg skal ikke meeere behøve den. Her forgik
Maalet ham, og jeg tænkte at han vilde døe; men efter
nogle faa Øyeblik kom han til rette igien ligesom af en
Henrykkelse, og sagde fremdeles: "Madam Cooper, J seer
i dette jammerlige Syyn, som nu ligger for eder, et ta¬
lende Efter=Minde om Ærgierrigheds Daarlighed og
Galenskab. Denne ulykkelige Kariol var det yderste
Maal af alt hvad jeg tragtede efter; Haab derom op¬
muntrede mig i mit Arbeyde, og opfyldte mig med Fo¬
restillinger om Lyksalighed og Høyhed. Aha! hvor har
den ydmyget mig! Gid andre Store Mænd maae tage
Advarsel af mit Fald. Verden, Madam Cooper, har
nu Ende! Jeg tænkte at den var bestemt til at vare læn¬
gere; men Skæbnens Besluttelser kand ikke mødstaaes.
Det skulde visseligen have fornøyet mig, om jeg selv
maatte skrevet det sidste Blad; men denne Forretning,
Madam, maae blive eders; og hvor tungt det end maa
falde eders Undseelighed, saa besværer jeg eder dog, at
J foretager det. Her tang han i et Minut eller to,
ligesom han ventede paa mit Svar; og saa vel som jeg kun¬
de tale for Sorg og Bekymring, lovede jeg hvad han be¬
Gag 2
giærte.
