Derimod maa jeg, for at komme igien til mit egentlige
Øyemærk, erindre dette, at allene de trende sidst afvigte Aarin¬
ger have været ulige frugtbarere end alle forrige Tider paa
Danske Original=Skrifter, angaaende den særdeles saavel som
den allmindelige Oeconomie og borgerlige Velfærd. Om vi og¬
saa siden den Tiid have begyndt at sætte noget deraf i Værk, og
derved virkeligen befordret vort Lands allmindelige saavel som pri¬
vate Velstand, det er et andet Spørsmaal, hvis Besvarelse baa¬
de udkræver en længere Prøve Tid og langt dybere Jndsigt, end
den jeg haver i deslige Materier.
Jndtil videre skiønner jeg saa meget, at ikke allene vi Danske,
men ogsaa de fleeste andre Europæiske Nationer, i dette, efter
Anseelse Oeconomiske Seculo, omgaaes med Huusholdnings Sa¬
ger, ligesaadan som vi længe siden have baaret os ad med vor
Religion, og det i en dobbelt Henseende: Først i det at endogsaa
de som undertiden tale meget derom, gjøre dog ikkuns lidet deraf:
For det andet der i, at vi oftest agte meest paa smaa Ting, og lade
det væsentlige fare.
Jmidlertid er det vist, at hver Mands daglige Oeconomie
ligger til Grund for det gandske Lands bestandige Styrke eller
Svaghed, thi det gandske bestaaer af sine særdeles Parter. Nu¬
siger man i heele Europa ligesom af een Mund, at de allmin¬
delige Kræfter svækkes, og det just paa den Tiid, da man
driver den private Oeconomie langt videre end tilforn. Dette er
underligt, dog sandt. Hvad kand Aarsagen være andet end dette,
at man glemmer den ældgamle Regel.
Non minor est virtus qvam quærere, parta tueri,
eller paa Dansk: Den Daler der spares er lige saa god
som den der vindes. Vandt man da dobbelt saa meget
som tilforn, men forødede derimod tredobbelt saa meget, da
er dog mere tabt end vundet, følgelig banet Vey til Mangel, sna¬
rere end til Velstand. Verden har nu saa mange indbildte For¬
nødenheder, at end ogsaa en langt større Rigdom end Forfæ¬
