10.
det bliver uselt, svælter bort og døer, eller de seer dog i det mindste alle til¬
hobe meget bedrøvede ud.
§. II.
Her kunde spørges: Mon ey Grunden, hvi det Fyenske, men i sær Siæl¬
landske Fæmon, er saa smaat imod det Jydske og Holsteenske, skulde søges
herudi? Skulde det end ey være den eneste Aarsag (*) torde jeg dog paa¬
staae, at det hielper meget til Sagen, og er en ond Følge af Fælleskab.
§. 12.
For det Tredie: Fandtes end et Stykke af en saadan Overdrift mere
beqvem til Sæde=Land, eller kunde ved at pløyes og faaes, bringe Eyerne
en firedobbelt Nytte, imod det giør nu, da det er udlagt til Græsning,
(*) At det Fyenske og Siællandske Qvæg er saa smaat, reiser sig endnu af tvende
andre Aarsager: For det Første: Det unge Qvæg bliver i sin Opvext ey pleyed
nok eller behørig. Bondens Tilstand lider ey at give sin Kalv længere Melk, end
de første fjorten Dage, i steden for den burde have fem, sex til aatte Uger Melk.
Vinteren over faaer hans Kalve ligeledes sulten Føde, og forknues saaledes strax i
deres spæde Opvext. Paa Herre= og Præste=Gaardene derimod, hvor Kalvene faaer
mere og længere Tiid Melk, hvor man ogsaa siden ey seer saa nøye paa Rivningen,
og got Foder, der opdrages alletider større og bedre Fæmon, end hos Bonden.
Skylden hviler altsaa meget paa den Omgang der haves med dets Opfødelse.
Den anden Aarsag er: De lader deres Qvier for hastig komme til Tyren, nem¬
lig naar de ere eet Aar gamle: Dette er for tillig, og burde ey skee, førend de vare
To=Aaringer. Ung=Qvæget er da endnu selv for spæd; Det kand og ey siges at have
sin rette Førlighed førend det er tre Aar gammel. En kleinlig og ey fuld udvoxen
Ovie faaer altsaa en endnu kleinligere Kalv, herved svækkes den, og hindres i sin
egen Vext, men Arten selv bederves, og forsvækkes derved efterhaande alt mere og
meere.
