16.
saa tilig moden, som hans Grandes Ole, hvis Ager ligger beleylig for Soel
og Dug, og er bleven vel giødsket; Jkke desmindre nødes Jeppe at meye
sit Korn, naar Ole meyer sit.
Til Beviis paa det foransagte, kand jeg ey undlade at anføre en
Hændelse, som jeg selv for en fire Aars Tid siden haver seet. Da jeg reiste
igiennem Møens Land, for at besee Klinten, blev jeg endeel Agre vaer, paa
hvilke det umodne og nesten grønne Korn laae slaget omkuld. Jeg spurgte
en Bonde, som just stod derhos; Om det ey var Synd og Skade saaledes
forsættelig at forderve Jordens Afgrøde, Han gav mig til Svar: Det fire
Bye=Mænd havde været udridende for at besee, om Kornet i den Mark var
tienlig til at høstes. Eftersom de nu baade fra gammel Tiid satte megen
Priis paa, eller søgte en Slags Ære i, at være de første paa Landet, som
havde indhøstet, eller efter hans Ord, som kunde være først paa Færde,
dernest, at den største Deel Agre havde været lovlig, skiønt ey saa gandske
fuldmoden, havde de kommet overeens, at Leen skulde gaae over Agrene.
Han havde mod sin Villie maatt gaae med, og sig til liden Fromme kaste
sit grønne Korn omkuld, men hverken vilde eller kunde han taale den Skam,
at staae tilbage, naar de andre høstede, ey heller vilde det gavnet ham noget,
thi naar Auret blev opgivet, havde hans Korn dog alligevel bleven opædt af
Kreaturet. Da Forvalteren paa Landet erfarede hvad Bønderne havde gjort,
lod han vel tage et Syn over Kornet, satte dem og i Penge Mulct for deres
Forseelse, men Bonden var dog dermed for nærværende Tid kun lidet tient.
Han blev for det første af med den store Guds Velsignelse, som han havde
kundet indhøstet, og brugt til sit Huses Fornødenhed, nu derimod var den
spildt, og duede neppe til at føde Kreaturet med: Dernest blev han de Penge
qvit, han billigen maatte give til Straf, saavel som og de, kunde ansees
