17
som ødte, dem han igien maatte kiøbe Korn for, baade til Brød og sit
Sæde-Korn.
§. 20.
2) Et ligedant Hastverk, som jeg veed er hendet flere andre Steder,
saavel i Fyen, som Jylland og Siælland, drager endnu et andet større Onde
efter sig. Dette erfares fornemmelig, naar Bonden, som ey kand over¬
komme at kiøbe alt sit Sæde=Korn, maa betiene sig af saadant umodent Korn
til sin Sæd for følgende Aar. Naar Høsten da skulde komme, seer han
sine Aare staae skaldede og golde, og at all hans Pløyning Sveed og Arbeide
er spildt.
§. 21.
Spørger nogen: Hvad en Bonde har nødig at rette sig efter den an¬
den? Hvi ikke hver Mand kand passe sin Agers Leylighed, og høste ligesom
hans Korn bliver modent til? Da svares: Det kand ey skee efter deres Ved¬
tægter og autoriserede Bye=Lov eller, som Bonden kalder den, Vie-Bogen.
Efter dennes Forskrift skal hver Mand passe det saaledes, at de alle tilhobe
kand slaae og høste paa een Tiid, paa det at Marken, naar Kornet er
indaget, kand gives Kreaturet til Beste, som efter Landmands Stiil kaldes
at opgive Aurer. Efter den nu værende Indretning med Markerne kand
det ey heller anderledes være, thi ellers kunde en trodsig Bonde giøre hele
Byen Fortred, men skynder han sig ey nu med sit Korn, maa han have
Skade for Hiemgield, i Fald Kreaturene fortære hans Korn, som Auret er,
opgivet for
