18
§. 22.
For det Tredie. Ved det Bøndernes Jorder ligge strøde og blandede
iblant hinanden, flyder deraf, at naar en Bonde enten er forarmet, saa
han ey kand overkomme at drive sin Jord, eller og han er saa riig paa Jor¬
der, at han ey kand overkomme at drive dem alle, maae nogle Agre ligge
over udyrkede, eller hvile af en Nødvendighed. Faaer Bonden nu end ey
nogen Grøde paa en saadan Ager, voxer der dog got Græs, som han kand
tydre et par Køer eller Heste paa. Dette er altsaa i visse Maader vel nok for
Bonden selv. Men nu kommer den Uleylighed? Det Tyder=pælede Qvæg
slaaer sig løs, derpaa gaaer det ind i de nestliggende Agre, hvor det opæder
en Mængde af Korn. Slig Skade, som saadant løsreven Boeskab kommer
afsted om Sommeren, er større end nogen skulde kunde troe. Den Ærger¬
nis det herhos er for Eyermændene, at see deres Agre afbeedte, er iblant
empfindtligere end Skaden selv. Bonden som eyer det løsslagene Qvæg,
faaer og en Rem af Huden, thi hans Kreatur bliver sat i Folden, deraf
maa han løse det med Penge. Jblant slipper han ikke engang dermed, men
maa efter tagen Syn, betale den forvoldte Skade. Man betragte det altsaa
paa hvad Kant man vil, saa er der Fortred.
§. 23.
Fierde: At Kirke= og Mark=Veye ere iblant i en saa slet Tilstand, er
ligeledes en Frugt af Fælleskab. Ved det Bønderne nu alle skulde være lige
gode derom, skyder den ene det hen til den anden. Var derimod Jorden ud¬
skifted iblant dennem, og de følgelig vidste, hvem de skulde holde sig til, da
vilde der blive et saadant Skrigen over den, der ey holdte sin Vey i Stand,
at han umuelig kunde nære sig iblant de andre Bye=Mænd, dersom han ey
