24
§. 34
Niende: Naar hver Herre-Gaards-Eyere fik sine Bønder og Byer
allene, da kunde og vilde Skovene derved meget tiltage.
Vel haver Rente=Kammeret ved Kongelige Forordninger, og mang¬
foldige igientagne Rescripter, stræbt at bringe det didhen, at de aftagende
Skove maatte igien tiltage. De Anstalter dertil ere føyede bestaaer derudi:
Bønderne ere bleven befalede at sette visse Træer, man har tilholdt dennem
at plante ung Skov, ja at grofte visse smaae Stykker Jordsmon ind, til den
plantede ung Skovs Fredning, men endnu hidindtil med saare ringe Frem¬
gang. Erfarenhed viser, at der hører et andet Middel til, uden samme kom¬
mer de forhuggene Skove sig aldrig. Middelet er saa sikkert, at hvor det
er blevet brugt, har det endnu aldrig slaget feil. Det er nemlig Fredning
for Hugst og Græsbed. Jeg haver seet visse Stykker eller Pletter ung
Skov, der have været saa tyk opskudt, begroet og tilgroet, at man haver
havt største Møye at trænge sig igiennem Træer og Buske. At bringe det
didhen, hører føye Kunst til. Man haver hverken nødig at pløye Jorden,
eller siden saae den med Agern eller Bøg, som jeg haver seet nogle Steder
er skeed. Man haver ey nødig udi nogen Maade at have ringeste Umage eller
Tilsyn med Træerne; Man tør allene lade Naturen have sin egen Villie og
frie Virkning. Det eneste, der hører til, er at det Stykke Skov, som
man vil have tykt, eller begroet med unge Træer, maa aflukkes, og derpaa
fredes, først for all Hugst, og dernest for Græsbed, i sær Horn=Qvægets.
Skulde det endelig fornødiges, kunde Kloder eller Heste endda lettere indla¬
des i saadanne Indhegninger, thi de giøre den unge Skov ey saa megen
Skade, som Horn=Qvæget. Det sidste elsker meget de unge Træ=Spirer,
som de bide Toppen og Hiertet af, og dermed forvolder at en saadan Spire
