25
aldrig kand komme til noget. Heste derimod ere ey saa store Elskere deraf,
skiønt de dog vel og giøre nogen, men ulige mindre Skade. Erfarenhed
haver viist, at naar man blot haver indhegnet et saadant Stykke Skov,
har Jorden af sig selv, uden ringeste Hielp, fremskudt en Mængde af unge
Træer. Naar Eierne have fredet det, for Hugst og Græsbed, have de i
en fem, aatte til ti Aars Tiid, havt den ypperligste unge Skov, som de da
igien have kundet legge ud til Græsbed, og i mange andre Maader giøre sig
fordeelagtig, eller Rente=riig.
§. 35.
Den Maade der i agt tages ved Giersels=Hugningen paa sine Steder
i Fyen, hvor der ere eeneste Gaarde, hvis Eyere virkelig have deres Jords¬
Parter aflukkede i Lykker, kand tiene til et nyttigt Beviis. Det er saaledes
indrettet hos dennem, at det Aar, en Lykke er udlagt til Græsbed, fredes
den for all Giersel=Hugning, derimod hugges det i Læsse=Tal udi de Lykker,
som med Korn ere besaaede. Naar nu Gierslen hugges om Foraaret, i sin
rette Tiid, i tiltagende Maaned, spirer Rødderne strax ud. Disse friske
Spirer er Horn=Qvæget ret forslugen paa; Kunde det altsaa komme ind i
Korn=Lykkerne, bleve de alle afbeedte, men ved det Qvæget ey kand komme
til dem, faaer de Stunder at skyde sig saa høyt i Veyret, at naar Lykken
igien bliver udlagt til Græsning, kand det indladte Qvæg ey giøre det nogen
Skade. Formedelst denne gode Indretning kand paa disse Steder aldrig
fattes overflødig Giersel=Hust, om og Verden stod i nogle tusend Aar.
§. 35.
Tvende Jndvendinger kunde ventelig giøres imod det om Skov=Jnd¬
hegning, og Fredning for Hust og Græsbed foran erindrede Nogle torde¬
