26
vel sige: Vi kand ey undvære det i Indhegningen groende Græs til vore
Kreature. Derpaa svares: Man har I.) ey nødig at aflukke alt for store
Stykker Skov=Jord, men middelmaadige; Disse kunde igien legges ud,
naar den unge Skov i nogle faa Aar var groet til den Høyde, at Qvæget
ey kunde giøre det synderlig Skade, da der igien kunde indtages et andet nyt
Stykke, og dermed saaledes fortfares, til Eierne havde faaet all deres Skov¬
Jord tyk og tæt begroet. (*) 2.) Hernest fandt Bonden med god Forsyn¬
lighed alligevel nok Raad at faae sit Qvæg til Fornødenhed græsset, uagtet
et lidet Stykke Skov=Jord gik hannem fra. Dertil kommer endnu 3.) at
Nytten han havde af sin ung Skovs Opelskning, vilde langt overgaae den
ringe Uleylighed han havde, i Henseende til Kreaturets Fode, formedelst
det ringe afskaarne Stykke Græsnings=Plads.
Den anden Indvending torde af andre ventelig saaledes fremsettes:
Man tilstaaer gierne, at ung Skov paa fortalte Maader kunde i en Hast
opelskes eller tilveyebringes, men naar Bonden nu havde indhegnet et saadant
Stykke Jord, og den var med unge Træer bleven tyk begroet, vilde det
møde, at naar de tæt paa hinanden staaende Træer vare bleven et par Karles
Høyde lang vilde de slutte sig i Toppen, tæt som et Teppe, eller groe saa
tyk, og tæt i hinanden, at hverken Soel, Dug eller Regn kunde komme igien¬
nem. Deraf vilde flyde, at det understaaende Græs nødvendig maatte
visne og gaae bort, følgelig hvor Bonden tilforn havde den beste Græsning
for sit Qvæg, vilde han nu kun finde den skaldede sorte Jord under sin tykke
Top=Skov. Hertil svares: Alle Steder vilde det just ey møde, sær hvor
hvor Bonden dog alligevel havde Ager=Land inde i en saadan Skovs=Lykke,
Skov-Forordningen af 26 Januarii 1733. taler desuden udførlig herom.
