54
§. 16.
Mit Forsæt var at melde om de Feyl, der i Almindelighed begaaes ved
Agerdyrkningen, Fæets Optrækning og Underholdning, men da jeg befryg¬
telig maatte overskride de tre Arkers foreskrevne Grændser, vil jeg allene,
uden at bevise, melde to store Feyl, nemlig, at der saaes for mange Kierve,
saa at den udmattede og udslidte Jord, ikke som den burde, kand hielpes ved
Giødning og Hvile, da vi i anden Fald ufeilbar og beviislig avlede mere
Korn efter mindre Sæd, dernest, ligesom vi saaer for meget, og avler for
lidet, saa holder den almindelige Land=Mand for mange Creaturer, og faaer
deraf for liden Giødning, da han kunde have mere af mindre, det synes vel
Parodox, men har dog sin Rigtighed.
V. Heede=Jord.
§. 17.
Endog den feedeste Jord, naar den begroer med Lyng, bliver jo læn¬
gere jo skarpere, det Første de fleeste foretager sig med Heeder at indrette til
Korn=Land, er, at de afbrænder Lynget, og er saaledes Ager=Jorden vel
nemmere, nærmere og snarere at komme til, giver og, som all anden afbrændt
Jord og Skov den første gang got Korn af foranførte Aarsag §. 5. Men
da Jlden tærer den beste og feedeste Deel af alt det, som gaaer igiennem den,
og er brændelig, og efterlader allene en Salt=Aske i liden Qvantitet, (k)
(k) Naar jeg brænder to og halvfierdesindstive Pund Træ af det beste og haardeste, saa¬
som Eeg, Bøg &c. efterlader disse to og halvsterdesindstive Pund Træ, omtrent et
eneste Pund Aske; tænk engang hvad Jlden tærer, og hvad Jorden, naar den af¬
brændes, ved saa stor Afgang taber. Deraf man i Proportion af andre Materier,
kand giøre sin Slutning og Regning.
