56
VI. Enge.
§. 18.
Jntet forsømmes meere, og intet fortiener at handles bedre, end Engene,
der uden Arbeide og Dyrkning giver os sin Grøde, og maa vel regnes til een
af de største Herligheder for de Steder, som har dem i Overflødighed, saavel
i Henseende til Efteraars Græsning, som Vinter=Fodring og god Giødning,
men da Land=Manden ikke er saa flittig, som han burde være, i at samle
Giødning, saa maae Engene mangle det, som de ellers rigelig kunde betale,
hvo som ellers har Forraad at giøde Enge, kand de i Efteraaret give dem
frisk og grøn Møg, som de gierne kand taale, og er dem tienligst. Engenes
største Skade er, naar de enten bliver for tørre, eller og med Mos begroede,
hvor Vande og Bækker ere ved Haanden, og Situationen det tillader,
kand det første nogenledes afhielpes, enten, ved at sette dem gandske under
Vand, og lade Vandet paa visse Tider løbe over dem. Der er endog de
Steder hvor Vandene ved Tidens Længde skiærer sig et dybere Løb, falder
derved lavere og Engene for høye og bliver haarde, der pleyer man at grave
Klyn-Torv i Engen, to eller tre Torv dyb, eller ligesom fornøden eragtes,
og legger saa den øverste grønne Torv ned igien, hvor Torvene betaler Uma¬
gen, og Engens Synkelse og derpaa følgende større Frugtbarhed, bliver
Fordeelen. De mosige Enge kand om Vinteren, hvor de ere bløde, eller og
om Efteraaret, hvor de ere haardere, overføres med et lidet Lag reen Sand,
og saa meget bedre om det er Hav eller Søe=Sand, der afbider Mosset og
giver siden reen Græs. Bløde Enge tager stor Skade ved Fæedrift, bliver
fulde af Huller og Tuer, ellers giver Fornuften, at Engene som altid ligger
udyrkede, falder sammen, bliver haarde og med Mos overgroede, kunde
