109
stod i Skiul for Agrene, at hverken Soel eller Vind kunde befordre Jor¬
dens Tidighed om Foraaret, at Folket i rette Tiid kunde komme til at saae.
Nu derimod Skoven ikke hindrer, hindrer og ingen Kulde. Det er derfor
vel for enhver, at han hugger Skoven for sin Gaard i det mindste et Bøsseskud
paa alle Sider, til Deels for Agrenes skyld, til Deels og for Gerdens skyld,
som stod i Fare for at opbrændes, naar Jld kom løs i Marken den hede
Sommer, men det er en Ynk at see, hvor mange til Deels afbrændte, til
Deels udhuggede Steder af anseelig Begreb, der ligger fast uden for hver
Mands Jorder, til ingen Nytte for noget Slags Creatur, men i sig selv
saa nyttig til Ager og Eng, saa let at rydde og pløye, saa lidet bekostelig at
sætte i Stand med Giødning, at de fleste Steder behøves kuns at kiøres en
eller fleere gange, da enhver fik sin Møye betalt med Havre=Avling, om
ikke paa Eendeel Steder, med noget bedre, jeg har viist og viser aarlig Prøve
paa, hvor giørlig dette er, og hvor let jeg med en Hest og to Drenge kand
bryde op eet Stykke Land til eet Qvarteer Korns Sæd paa een Sommer¬
Dag, naar det tilforn er stubryddet, og ikke meere behøver end Jevningen,
hvilket den ene Dreng gjør med eet Jern=Grev for ved Ploven.
Min Sogne=Præst, Hr. Søren Lemmich, som nu eet gandske Aar
har været Senge=liggende af en Rørelse, der paa kom ham medens han
forrettede Tieneste i Kirken, var i sin Tiid een forstandig Ager=Dyrker, og
vilde gierne søge Meenighedens Oplærelse ogsaa derudi, hvorfor han under¬
stod sig, da han kom i den svage Tilstand, at søge Majestætens Naade for
mig, at jeg maatte blive hans Successor, som den der havde været ti Aar
i Tieneste med ham, og nu fik Oeconomien baade i Kirken og uden for ene
at forestaae; samme min Sogne=Præst var og den første her i Meenigheden,
