110
som gav Bøyden Tanke om Jordens Duelighed i Soler, hvis Adfær man¬
ge beloe i Begyndelsen, men tilsidst, da de saae Frugten, blev efterfult af
Eendeel, det er dem, som først havde giort Ende paa deres Skov, eller kom
til en Gaard, hvis Skov var ruineret, de toge efter, og begynde nu at
staae sig bedre end andre, som ligge i Skoven den gandske Vinter med Heste
og Folk, thi de har derover ikke Magt at dyrke til Gavns den Jord de har
faaet i Brug, end sige, at formeere deres Jord og rydde aarlig, men maae
kiøbe Sæd og Sommer=Føde for det de have fortient i Skoven om Vinte¬
ren, hvilket ikke altid er tilstrækkeligt. Nogle kommer ikke ud med deres For¬
tieneste, saa at faa blive rige ved Skovs=Bruget, men Gaardene bliver stedse
ringe derved, hvilket kand fattes, og lettelig forstaaes, naar man betænker, at
Folkene selv ere borte fra deres Gaard, Foeret føres bort med og fortæres,
hvor Giødselen bliver til ingen Nytte, meget gaaer til spilde af Foeret, naar
det drages til Skovs, Hestene ere graadige, som fortærer det i Kulden, un¬
der stærk Drift, der bliver lidet til overs Hiemme, naar Foraaret kommer,
ere Hestene udmattede, som skulle rafinere Jorden, Foeret som er lidet,
byder Bonden at haste med Ploven, han kiører gemeenlig utidig Jord, og
saaledes straffer sig selv, med misligt Aar de fleste Gange.
Herimod tiente, om enhver, naar han fik sin Skovpart sig tilmaalet,
blev forundt at hugge et vist Tal Tylter af Timmer aarlig; og ikke derover,
med mindre han et Aar hug intet, da hans Qvantum et andet Aar kunde
være dobbelt, men hvad han arbeidede paa Skove eller ikke, maatte han
være forbunden, aarlig at rydde og bryde Nye=Land til et Qvarteer Havres
Udsæd, for hver Hud Jord hans Eyendeele skyldede, hvilket kunde skee i Strek¬
ning af hans gamle Jord, om der fantes Rydnings Land, men om ikke,
