120
og Jorden kommer temmelig overeens i Engeland og Norge i sær hvad Nor¬
ges vestre Side angaaer.
Det maatte nøye iagttages, at paa saadanne Øer er Skov, hvor
Faarne kunde finde Skiul i ondt Veyr, dog ikke meget høye Træer, thi der
ville Ørnen opholde sig, og giøre Skade i sær paa Lammene, men Krat af
Enebær og Hassel=Træer, Birke= og Aspe=Træer; skulle der fattes Skov, da var
det fornødent at opføre nogle smaa Huse af Tømmer, dog saaledes at Jndgan¬
gen ikke vendte mod Norden; Husene fik at være store ligesom Øen kunde
ernære mange Faar til. Jeg ville helst raade, at Jndgangen paa det eene
blev mod Østen, og paa det andet Huus mod Vesten at Faarene kunde
have fuldkommen Ly og Lee hvad Slags Vind der og blæste; det var og
raadeligt at saadanne Huse bleve opførte paa saadanne Øer, hvor der
var Skov.
Var der meere end een Øe, da var det meget tienligt at separere Faa¬
rene om Foraaret, naar man tog Ulden af dem og at sætte Vædrene
paa en Øe for sig selv, indtil sidst i December Maaned, da kunde saa mange
føres hen hvor Faarene gik som gjordes fornøden, heraf ville flyde at Lam¬
mene kom ikke fortilig om Foraaret, thi da maatte de crepere af Kulde og
ikke heller for silde ud paa Sommeren, thi da fik de ikke saa meget Uld,
som var fornøden at staae den tilkommende Vinters Kulde imod. Det var
og godt at de Faar, som skulle bruges til Slagter, vare paa en anden Øe,
saa behøvede man ikke at tage dem alle, for at faae et saadant Faar, efterdi
de gaae vilde og maae jages trætte naar man vil have dem. Og dette kunde
beqvemlig skee, naar man om Foraaret tager Ulden af dem.
