121
Det er bekiendt, at intet Dyr er skrøbeligere end et Faar, og saa
mange Tilfælde underkast, som giør at vi bør have et vaaget Øye over dette
nyttige Dyr. Man troer at et Faar har mere Vædske hos sig end andre
Dyr, og heraf kommer, det at Faar i længere Tiid kand leve uden Vand
end andre Dyr, hvis Natur er mere tør, og følgelig er Faarene intet mere
skadeligt end vaade og fugtige Huse, end vaadt og fordærvet Høe. Jeg
har observeret, at Faarene gaae gierne forbi det store Græs og de store
Blade, som ere fulde af Vand og Vædske, og i den Sted udvælger det
smale og tørre Græs, som mere overeenstæmmende med deres fugtige og kol¬
de Natur, og at de langt heller søge deres Føde paa tørre og høye Steder
end i de fugtige og dybe Dale.
J de Svenske Videnskabers Afhandlinger for Aaret 1739. fin¬
der jeg at der tales om en for Menniskene meget skadelig Urt, som Oversæt¬
teren kalder: Die blaue Sturmhuthe, paa Latin kaldes den: Aconitum
foliorum Laciniis linearibus: superne Latioribus: Linea exaratis, og
paa Svendsk: Munkemyssor, hvilket den gamle Doctor Moræus har
fremført Beviis paa; En Søn af ham har siden nemlig 1745. sendt det
Kongelig Svendske Academie en Beskrivelse paa samme Urt og viist, at den
var skadelig baade for Horn=Qvæg og Faar, hvilket findes i det syvende
Bind af Koniglich Schwedischen Academie der Vissenschaften Abhandlun¬
gen; denne Urt fik man nøye at eftersøge og udrødde, og der kunde maae
skee findes en Oversætter til den brave Engelænders Ellis Skrift, om Faare¬
nes Svaghed og den beste Maade at hielpe dem paa, hvoraf findes et Ud¬
tog i Hamburgischen Magazins funften Bandes ziveytes Stuck; Det er be¬
