122
kiendt, at Bondestanden har og sit Pedanterie, og mange ville ansee det
som en Daarlighed at begynde paa denne Indrætning, siden deres Forfæ¬
dre har ikke forsøgt det, og derfore kunde de opmuntres hertil, naar der blev
sat en skikkelig Priis paa saadan Uld, og om der bleve indrættede smaa Be¬
lønninger for den, som leverte den største Qvantite af Uld; jeg kiender den
Norske Bondes Ambition, og troer at en liden Ære skulle udrætte mere hos
ham, end Fortieneste og Fordeel.
Endelig for at forebygge den Skade, de store Slag=Ørne kunde til¬
føye Lammene, var det ikke af Veyen, om der paa saadan Øe boede en
Huusmand, eller Fisker, som forstoed at bruge en Flindt. Faaer en Ørn
først Vane til Øen, da flyver han ikke derfra, og kunde altsaa meget lettere
skydes. Men der som Øen ligger det faste Land og Eyeren saa beleylig, at
han kand have den i Øyesyn; da er det en let Sag, at udrødde saadanne
Rov=Fugle.
Dette mit velmeente Forslag underkaster jeg deres Skiønsomhed, hvis
Forstand er moden nok til at udvælge det Gode og Nyttige, finder dette For¬
Slag deres Velbehag, skal det fornøye mig, og endnu allermest om det op¬
muntrer mine Landsmænd til at giøre et Forsøg, som vil blive dem selv til
Nytte og Ære; og kand de end ikke selv høste saa kiendelige Frugter deraf,
som de ønskede, saa bør vi dog arbeide lidt for vore Efterkommere; havde
vore Forfædre ikke arbeidet for os, da havde det i mange Ting ikkun seet slet
ud. Slaaer dette Forsøg ikke ind paa alle Steder, der kand være en eller
