140
holdning, og ung Skov bliver opelsket, i Steden for det som er og videre
bliver fældet.
§. 3. Vel er det saa, at ikke alle kand kaldes Skov=Hadere, hvis,
Skove formindskes: Thi et hvert Træ er forgængeligt og gaaer ud omsider,
om det end ikke blev hugget; men derimod maae ingen, som eyer een¬
deels Skove paa sin Gaards eller Godses Grunde, kalde sig en Skov El¬
sker: saa fremt han ikke efterlader sig et større Antal nyttige Træer, end han
ved Godsets Tiltrædelse forefandt;, og hvor Herskabet er saa langt fravæ¬
rende og i saa vigtige Ting forhindrede, at de ey selv kand have Omsorg og
Tilsyn: Der bør vedkommende Betientere besørge Skovenes Fremvext og
Forbedring; om de ellers ville kaldes troe og redelige.
§. 4. Til denne vigtige Pligt imod sig selv, sit Fæderne=Land og Ef¬
terkommerne, at opfylde, udkræves mindre Møye og Omkostning, hvor det
endnu er Levning af Skove, end de fleeste forestille sig; men i Jyllands vestre
Egne, hvor ikke i nogle hundrede Aar har været Skove, og de for alle Slags
Træer i Jylland meget skadelige Vesten Vinde har deres fulde Kraft, fra
Vester Hav ind over en stor Strækning af jevnt Land: Der ville det blive,
vanskeligt og meget besværligt at opelske Skov; dog ikke umueligt.
§. 5. Jngen Landmand er den ved Erfarenhed bekræftede Sandhed,
ubekiendt: At saa tit der falder Olden, findes Aaret derefter saa mange unge
Ege= og Bøge=Planter opløben, af den Frugt Svinene ikke haver funden,
saa Jorden, langt fra, ikke kunde bringe dem alle til Fremvext. Samme
overflødige Planter blive nu, ved nærværende skiødesløse Huusholding,
